Der findes et hav af forskellige typer strikkepinde; rundpinde, jumperpinde, strømpepinde, flexpinde og hjælpepinde. Tykkelsen varierer fra 2 til 25 mm med spring af en halv millimeter i de små størrelser og en hel i de store. Tykkelsen der er behov for afhænger af garn, opskrift, strikkefasthed og mønstertype.
Hvilke strikkepinde man fortrækker, er helt klart en smagssag. Personligt er jeg selv stor tilhænger af den magiske løkke. Strikker man med den magiske løkke, behøver man strengt taget kun en rundpind på minimum 80 cm i hver pindestørrelse. Flere kan selvfølgelig anbefales, hvis man, som jeg, ikke kan nøjes med at have gang i et enkelt sæt strikketøj af gangen.