Gå til hovedindhold

Jeg har haft besøg i dag...

Indsendt af KnittingDane ,

Og det var et af de rigtig dejlige :o)

Ikke nok med at vi fik snakket strik over flødeskumskagerne, mens vi lige ordnede verdenssituationen - vi kom også ind på mit forlængst glemte uldsjal.

Det sjal som jeg ikke har haft nerver til at spænde op endnu, selv om det blev færdigt i september 2008. Jeg har for længst monteret fiskesnøre hele vejen rundt langs kanten, men herefter har jeg ikke haft modet til at spænde det op. En af årsagerne var, at jeg frygtede for den 30 år gamle ulds holdbarhed. Under strikningen fandt jeg ud af, at det nogle steder var ret skrøbeligt, så nervøsiteten lå på om jeg nu havde fået lavet garnskiftene godt nok, eller om de ville gå op ved opspændingen.

Endnu en ting som har stoppet mig, er nok også, at jeg er så perfektionistisk, at alt skal gøres helt perfekt første gang. Jeg har læst vejledning efter vejledning på nettet om, hvordan man spænder op på den bedst mulige måde, men var stadig i tvivl om, hvordan jeg skulle få den fiskesnøre til at fungere.

Nå men alt det stopper jo ikke min kære veninde (heldigvis) - hun foreslog straks, at vi da bare kunne ordne det nu! Jeg slog det først hen, men tænkte så: "Ej, hvis ikke jeg gør det nu, så gør jeg det jo aldrig". Og så gik vi i krig.

Først lidt mild shampoo og en tur i håndvasken, hvor det fik lov at trække over en kop kaffe.

Uldsjalet spændes op 1

Herefter blev det forsigtet løftet op en si, så jeg undgik at strække ulden. Det værste vand blev presset ud.

Uldsjalet spændes op 2

Herefter blev det foldet ud på et badelagen.

Uldsjalet spændes op 3

Og rullet sammen så den resterende væde kunne blive presset ud.

Uldsjalet spændes op 4

Og så blev projektet bragt op til tøsernes seng (som de alligevel ikke bruger, da det jo er langt hyggeligere at sove hos mor og far :) . Her kunne opspændingen gå i gang, langsomt men sikkert.

Uldsjalet spændes op 5

Og det tog slet ikke al den tid jeg havde frygtet - dog dejligt med hjælp, da der var langt hele vejen rundt. Det var godt, at sjalet ikke var længere, for det var sengen ikke!

Uldsjalet spændes op 6

Kommentarer

Sofie

Hejsa.

Jeg er en tilbagevendende gæst på din blog og har læst til hele bloggen fra ende til anden. Jeg har netop lært at strikke med to farver, men kan ikke finde en forklaring på hvordan man smartest strikker med to farver på en vrangpind? Alle jeg har spurgt siger at det gør man bare ikke, for det er alt for bøvlet, men jeg kunne nu godt tænke mig at lære det, da det ikke er alt der kan overføres til rundpinde.

Kan du hjælpe mig?

Forresten et tip: jeg har lavet en strikkepung med plads til alle de ting ( maskemarkører, maskeholdere, sikkerhedsnåle, hæklenåle etc) som jeg ellers bruger en frygtelig masse tid på at lede efter

Mvh

Sofie

man, 15/02/2010 - 00:28 Permalink
Profile picture for user KnittingDane
KnittingDane

Som svar til af Sofie

Hej Sofie

Man kan sagtens strikke tofarvestrik fra vrangen, men det er en del mere besværligt end fra retten. Så besværligt at man sjældent støder på opskrifter, hvor det er påkrævet. Som regel strikker man rundt og klipper op bagefter. Men det er dog ikke umuligt.

Jeg har endnu ikke fået lavet en video, der viser hvordan man gør, men jeg kan da prøve at forklare det. Det det gælder om når man strikker tofarvestrik fra vrangen, det er at hente garnet korrekt, så det ikke hvilende garn (det du ikke strikker med) ikke ender på retsiden når du strikker. Når du henter garnet tættest på arbejdet (og længst fra fingerspidsen), så strikker du blot alm. vrang. Når du skal hente garnet længst væk fra arbejdet (tættest på fingerspidsen), så henter du garnet ved at gå nedunder det nærmeste garn (det hvilende), som jo ligger i vejen. Ved at gøre det på denne måde vil det hvilende garn forblive på vrangsiden og dermed ikke ende omme på retsiden.

Håber det var nogenlunde forståeligt. Hvis det er volapyk, så vend tilbage?

mvh Irene Birk

man, 15/02/2010 - 10:50 Permalink
Profile picture for user KnittingDane
KnittingDane

Ja og så glemte jeg selvfølgelig resten af dit indlæg

Tak for tippet. Her er min almindelige taske også en strikketaske. Jeg ÆLSGAR tasker med masser af rum. Så alle mine standardstrikketing har deres faste plads i min almindelige dametaske. Et lille rum til stoppenåle, hæklenåle, sikkerhedsnåle, maskemarkører mm. Et dejligt stort fladt rum til strikkeopskrifter og reservepinde. Endnu et lille til visitkort. Hovedrummet er delt op i to store rum, hvor det ene benyttes til strikketøj og det andet til andet

man, 15/02/2010 - 10:57 Permalink

Tilføj kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.