Jeg har da helt glemt at komme med en opdatering af resultatet på spørgsmålet om hvilken slags vrang I strikker. Stillingen er nu:
Norsk vrang: 217
Finsk vrang: 195
Det må siges at være tæt.
Egentlig sjovt at man kan gå så længe uden at opdage, at der findes flere forskellige slags vrang. Jeg opdagede det i sin tid kun fordi jeg lavede videoen af den vrang jeg selv strikkede (norsk), hvorefter en del brugere henvendte sig og fortalte, at de da ikke strikkede vrang på den måde. Blandt andet min veninde Sisse, som så var så sød at lave videoen af finsk vrang til siden.
Betegnelserne norsk og finsk vrang, fandt jeg først frem til efter at det gik op for mig, at der var flere metoder til vrang.
Og så er der nu også kombineret vrang, som jeg i forbindelse med spørgsmålet om vrang på facebook-siden, har konstateret, at en del danskere også strikker.
Mon ikke vi i hvert fald nu kan konstatere, at der ikke findes forkerte måder at strikke vrangmasker - blot forskellige måder at strikke vrangmasker.
Seneste kommentarer