Så kom jeg endelig så langt som til kameraet.
Jeg vil gerne lægge ud med en stor ros til arrangørerne af Grib Garnet - det har uden tvivl været et stort arbejde at få stablet sådan en festival på benene. Skønt at der findes nogle som jer, der har modet til at kaste jer ud i så stort et projekt. Jeg er helt klart med på en gentagelse.
Efter en skøn weekend fuld af skønne mennesker (hvor godtfolk er, kommer godtfolk til, siger man vist?!) er jeg godt fyldt op med nye ideer til såvel strikkeprojekter som workshops. Det har været en fornøjelse at møde så mange glade medstrikkere og dygtige kursister.
Her et par billeder fra et par af mine workshops - først opslagsteknikker og så dominostrik.


Jeg endte med at tage en ekstra dag i Jylland, da jeg ikke lige havde taget højde for Northside Festival i Århus, som betød at alle togene var fyldt op søndag. Men hvad gør det, når man er i godt selskab. Så fik jeg nemlig tid til at tage forbi Silkeborg i selskab af min søster søndag, denne gang blot for at snuse.
Som alle de andre damer, måtte jeg bare tage et billede af denne her lænestol. Jeg har længe haft et stoleprojekt i tankerne, som ikke rigtig vil bryde ud gennem alle de andre strikkeprojekter jeg har gang i. Men nu skal det altså snart være.

Og så må der da følge en lampe med.

Og sørme om vi ikke også var så heldige at høre Julie Michelsen spille på Medborgerhuset. Hende med alle de strikkede cd-covers.

Skøn afslutning på en skøn weekend.
Seneste kommentarer