Gå til hovedindhold

Maskesting i rib - og hvorfor det er teknisk umuligt at sy sammen top mod top

Indsendt af KnittingDane ,

Jeg har længe ledt efter en løsning på følgende udfordring: At sy to topstykker i rib sammen med maskesting.

Min konklusion har til dato været at maskesting teknisk set ikke kan lade sig gøre i rib, hvis man forsøger at sy to topstykker sammen (altså hvis man søger det perfekte resultat ik').

Hver gang jeg har støvsuget en artikel frem om emnet, eller en tråd på et udenlandsk forum, er jeg i sidste ende blevet skuffet, for min konklusion har været den samme hver gang - også selv om forfatteren måske ikke selv har opdaget det. Når to topstykker møder hinanden, bliver maskerne forskudt en halv maske, og derfor bliver resultatet ikke lige så fint i rib som almindelige maskesting i glatstrik, hvor de forskudte masker ingenting betyder.

Syr man top og bund i rib sammen er sagen en anden. Her bliver maskerne ikke forskudt og man kan derfor efterligne ethvert tænkeligt ret og vrangmønster. Det er blot et spørgsmål om hvilken vej, man fører garnet gennem maskerne.

Det har længe været meningen, at jeg ville skrive en artikel om emnet, da jeg synes, at der har manglet fyldestgørende info på nettet om problemstillingen. Særligt er det ærgerligt med den misvisende info, da den bare er med til at øge forvirringen (for de få nørder der når så langt...). Da det er det enormt svært at forklare, hvad det er, der gør maskestingene umulige, uden at gøre brug af både videoer, illustrationsprogrammer og billeder er min artikel dog blevet udsat af flere omgange. I stedet efterlyste jeg i efteråret en artikel om emnet på Interweaves Insider facebook gruppe. De kom mig i forkøbet uden at jeg opdagede det og i december sendte min veninde Sisse fra Maisha.dk mig et link til en artikel om emnet på Knittingdaily.com, da vi tidligere har talt om samme problemstilling.

Artiklen forklarer hvordan man bedst kan sy to topstykker sammen med maskesting. Og den illustrerer fint både med billeder og illustrationer, hvordan maskerne er forskudt fra hinanden, når to topstykker mødes, og hvordan man så skal sy maskestingene. Og den viser også at min konklusion var korrekt. Det kan ikke lade sig gøre, hvis man søger de perfekte maskesting.

Mit ingeniørgen byder mig dog at tegne et par kruseduller til jer på lidt ternet papir. Blot for at illustrere, hvad jeg mener med forskudte masker.

Maskesting på top og bundstykke i rib - her går det godt

Først vil jeg vise, hvordan maskerne ligger, når man vil sy et top og bundstykke i rib sammen med maskesting. Det var her, at det godt kan lade sig gøre - det er blot et spørgsmål om at føre garnet den rette vej gennem maskerne.

Papiret skal forestille et stykke dobbeltrib (dvs. 2 ret, 2 vrang etc.). Maskerne er tegnet op i top og bund. Retmasker er tegnet grønne og vrangmasker er tegnet røde.

Thumbnail

Skal man sy top og bund sammen, så man får en cirkel (for eksempel til et halsrør), ligger maskerne over hinanden således:

Thumbnail
Thumbnail

Da retmasker ligger fint over retmasker og vrangmasker over vrangmasker kan stykket sys sammen med maskesting. Det er blot et spørgsmål om at finde remsen. Og det har Sisse fra Maisha.dk så gjort for mig :)

Her maskestingsremsen for dobbeltrib

  1. Forreste pind: Ret af, vrang på
  2. Bagerste pind: Vrang af, ret på
  3. Forreste pind: Ret af, ret på
  4. Bagerste pind: Ret af, ret på
  5. Forreste pind: Vrang af, ret på
  6. Bagerste pind: Ret af, vrang på
  7. Forreste pind: Vrang af, vrang på
  8. Bagerste pind: Vrang af, ret på

Du kan se en video af maskestingsremsen til glatstrik i artiklen om sammensyning. Teknikken er den samme. Det er blot et spørgsmål om at føre garnet den rigtige vej gennem masken.

Har du brug for andre remser kan du benytte KnittingDaily's artikel, som beskriver hvordan du kommer frem til remsen.

Maskesting på to topstykker i rib - her går det skidt

Og så vil jeg vise hvad det er der går skidt, når to topstykker mødes. Her først to stykker papir, der skal illustrere to topstykker af dobbeltrib, der skal sys sammen.

Thumbnail

Lægger jeg de to topstykker op mod hinanden med retmasker mod retmasker og vrangmasker mod vrangmasker går det galt. Læg mærke til der, hvor jeg har placeret nålen.

Thumbnail

Spidsen af maskerne mødes, der hvor de to topstykker mødes. Da syning af maskesting blot er at efterligne en strikket maske, skal maskerne også ligge som almindeligt strik. Det vil sige at spidsen af en maske skal møde bunden af en maske.

Derfor kan topstykkerne ikke sys sammen med maskesting, som de ligger. I stedet forskydes det ene topstykke en halv maske. Læg mærke til hvad der nu sker, der hvor nålen er placeret.

Thumbnail

Nu ligger maskerne pludselig fint over hinanden, men hver anden maskerække er pludselig halv-vrang/halv-ret på det ene topstykke og vrang eller ret på det andet.

Da maskerne nu ikke er ens i samme række vil det derfor kunne ses på det færdige resultat. Godt nok ikke meget - men perfektionisten i mig er i den grad generet af det. Særligt hvis det er et synligt sted.

Håber det hele ikke blot var volapyk.

Hov - det endte da vist alligevel med en laaang artikel om emnet - måske man skulle gå i seng nu...

Godnat herfra

Kommentarer

Stinna

Hej

Jeg må lige sige at den har jeg osse leget med i lang tid, det er rart at se at jeg ikke er alene om at nørde på det område.

jeg kommer oftest om ved at sammenføje rib på en lidt anden måde. Jeg strikker rib sammen fordi jeg synes rib har det med at være for elastisk. Når der feks er rib på skulderen på en trøje vil ærmet trække den elastiske skuldersøm ned midt på armen. Når jeg strikker det sammen får jeg en skuldersøm med mere hold i.

Når det så er sagt har jeg lige haft det samme problem med en kørepose i dobbelt perlestrik. Jeg var klar over problemet med de forskudte masker inden jeg gik igang men til gengæld måtte jeg prøve nogle gange for at ramme det sted på mønsteret hvor jeg ikke fik 3 eller 5 ens rækker fra den ene eller anden side. (endnu en ting der er svær at forklare, prøv at tegne det på papir) Efter at have prøvet et par gange endte det heldigvis i et rigtig godt resultat. Forskydningen kunne jeg ikke slippe for, men jeg ramte en sammensyning der gav illusionen af at perlestrikken fortsatte hen over skulder/ærmet.

tor, 05/01/2012 - 08:46 Permalink

Godt du endelig fik nået rundt til det  Og supergodt forklaret! :D

Det med maskesting i rib er virkelig en hjernevrider, især når det kompliceres yderligere af at være rib fra et midlertidigt hækleopslag, fordi man jo så har en maske mindre på bund end top. Det holdt mig sgu vågen den ene nat, fordi jeg bare ikke kunne få den remse, jeg regnede med ville virke, til at passe :D Og ikke kunne finde en forklaring online. Jeg må kigge på den artikel der om hvordan man regner den ud, og så bliver jeg altså også lige nødt til at lave en artikel selv med remser for forskellig rib skrevet ned for de visuelt udfordrede som mig selv ;)

tor, 05/01/2012 - 10:51 Permalink

Tilføj kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.