Da jeg den anden dag ville i gang med endnu et möebiusbånd, kunne jeg selvfølgelig kun finde alle de kabler og rundpinde jeg IKKE havde brug for! Kender I det?
Jeg endte med at gennemgå samtlige kasser med garn og strikkepinde - eller sådan føltes det i hvert fald. Hvis jeg skulle gennem alle garnkasserne, tror jeg ikke, at jeg havde været færdig endnu. I hvert fald ikke, hvis jeg skulle agere mor samtidig. Men hvorom alting er, fik jeg da i hvert fald ryddet op i mine strikkepinde og alt det andet tilbehør. Desværre betød det ikke, at jeg fandt det kabel, jeg havde brug for alligevel.
I håbet om fremtidig orden (hvis det da kan lade sig gøre her i huset), fik jeg derfor endelig taget mig sammen til at lave et fint strikkepindeetui til mine rundpinde. Eller rettere til mine rundpinde af træ, for der er overhovedet ikke i nærheden af plads til alle mine rundpinde i ét etui. Alle mine rundpinde i metal ligger nu i en af de fine æsker (før en ecco skotøjsæske) og mine strømpepinde fik et strømpepindeetui for et par år siden.
Etuiet er syet af en masse stofrester fra tøsernes bukser. Jeg mangler nu blot at finde lidt uld til at fikse en lille løkke til hver af knapperne - for lidt garn skal der da til.

Der er endda blevet plads til mine interchangeable knit pro pinde (samlesæt af strikkepinde og kabler). Nu satser jeg så bare på, at jeg kan huske at lægge dem på plads igen efter brug.

Så fint, så fint det blev. Jeg er i hvert fald svært tilfreds selv :D

Seneste kommentarer