Så er jeg endelig kommet så meget på plads i Sønderborg, at det nu er tid til at få gang i strikkeworkshops, så jeg igen kan få spredt strikkeglæden på førstehånd.
Første skud på stammen bliver en workshop om nye opslagsteknikker, som åbner op for en helt ny strikkeverden.

Rigtig mange strikkere slår op på samme vis hele livet uden at ænse, hvor mange muligheder der findes i selve opslaget. I denne workshop vil vi udover de almindelige opslag komme omkring midlertidige opslag, der gør det muligt på helt usynlig vis at strikke i to retninger på en gang; magiske løkker der gør det muligt at strikke for eksempel strømper på en rundpind; samt det magiske opslag, der gør det muligt at strikke to sokker på en gang fra tåen op.
Bliver der tid til overs kigger vi også på tubeopslag og möbiusopslag. Herunder er en nærmere beskrivelse af workshoppen.
Vil du lære nye opslagsteknikker?
Tidspunkt: Torsdag d. 31. januar 2013 kl. 19-22
Sted: Garnhulen, Jernbanegade 44, Sønderborg
Pris: Kr. 250
Tilmelding: sigga@garnhulen.dk(link sends e-mail)
Holdstørrelse: Maksimalt 12 personer
Har du mod på at lære nye opslagsteknikker, så er dette workshoppen. Vi vil komme omkring midlertidige opslag, som gør at du kan strikke i begge retninger fra opslagskanten med et usynligt resultat. Vi prøver den magiske løkke som gør det muligt for eksempel at strikke strømper og huer på en rundpind. Har du mod på at strikke strømper fra tåen op eller endda to strømper på en gang, vil du elske Judys magiske opslag. Bliver der tid i overskud kigger vi også på tubeopslaget, som giver en fantastisk finish på rib og patentstrik.
Kom og udvid dine opslagsteknikker med en aften i strikkekunstens tegn.
Medbring: Strømpepinde og rundpind minimum 80 cm str. 4 mm, samt garn i passende tykkelse. Jeg anbefaler uldgarn, da det er mest elastisk. Rundpinde med bløde kabler og uden knæk er at foretrække. Materialer kan selvfølgelig også købes i butikken.
Sværhedsgrad: Let øvet
Kompendium: Kan købes til 50 kr.
Seneste kommentarer