At læse mønsterdiagrammer

Engelsk
Stitch Charts

Mønsterdiagrammer anvendes til at vise, hvordan et mønster i en strikkeopskrift skal strikkes. Er der gentagelser i mønsteret, vises gentagelsen som en mønsterrapport. Mønsterrapporten er ofte en del af et større i diagram.

Fordelen ved mønsterdiagrammer

At anvende et diagram til at gengive et mønster gør, at man i en strikkeopskrift kan undgå række efter række med strikkeforkortelser. For mange rækker af forkortelser i en opskrift, kan gøre det svært at følge med i, hvor man er nået til i mønsteret, da det kan være svært at skelne rækkerne fra hinanden.

En stor fordel ved et mønsterdiagram er, at man kan følge med i, hvilke masker der ligger over hvilke. Dermed kan man danne sig et overblik over mønsteret, mens man ser på diagrammet, hvilket også gør det nemmere at finde frem til, hvor i mønsteret man er nået til.

Thumbnail

Hvad er et mønsterdiagram?

Et diagram angiver mønsteret ved hjælp af symboler for hver type maske. Oftest indeholder diagrammet mønsterrapporter, som angiver gentagelser i mønsteret. Således kan læseren hurtigt få et billede af, hvordan mønsteret ser ud.

Ved meget store og avancerede mønstre anvendes ofte diagrammer for at gøre opskriften lettere læselig. Et eksempel herpå kan ses i diagrammet til Knitty.com's muir sjal.

Grundelementerne i et diagram kan være alt fra ret- og vrangmasker, ind- og udtagninger til omslag eller farveangivelser.  De mest elementære er ret og vrang, der her på siden angives som henholdsvis et hvidt felt og et kryds. Som hovedregel angives det ved siden af et diagram, hvad de forskellige symboler betyder.

Hvor begynder jeg?

Et mønsterdiagram læses fra bunden. Du begynder i højre side og bevæger dig mod venstre og opad.

Strikker du frem og tilbage skal du også bevæge dig frem og tilbage på diagrammet. Det vil sige først fra højre til venstre og så fra venstre til højre. Strikker du på rundpind, skal du bevæge dig fra højre til venstre.

Nogle diagrammer viser kun vejledning for hver anden pind. Dette er oftest fordi, der skal strikkes vrang tilbage, som for eksempel på et sjal (strikkes der rundt vil det være ret der skal strikkes). Hvis ikke opskriften specifikt beskriver det (som den bør), kan det ofte ses på nummerering af rækkerne i højre side af diagrammet. Her vil det være synligt om, der springes i nummereringen.

Hvad er en mønsterrapport?

Mønsterrapporten, som jo angiver gentagelse i et mønster, fremhæves ofte med en indramning. Et simpelt eksempel på en mønsterrapport kan være perlestrik som er vist herunder. Her gentages den lille mønsterrapport i både længden og højden.

Thumbnail
Thumbnail

Et tip til store diagrammer

Når du skal følge med i, hvor langt du er nået i et mønsterdiagram, kan det anbefales at bruge en post-it, som flyttes i takt med at rækkerne strikkes. Placer din post-it over den del af diagrammet, som endnu ikke er strikket. Herved kan du se mønsteret på diagrammet i takt med at det bliver strikket.

Thumbnail

Kommentarer

Hej Paapind.

Jeg vil godt lave/er gået i gang med at lave et løvfalds babytæppe, men jeg er startet i toppen af mønsterdiagrammet - er der ingen mulighed for at de kan blive rigtig alligevel?

Hilsen Julie

Jeg er en ny nybegynder til at strikke. Sidst strikket da jeg var ca 17 år nu 48, og har et spørgsmål. Når der står at der skal sættes en markør i hver side med 61 m til forstykke og 59 m til bagstykke, skal jeg så først tælle 61 m når jeg begynder at strikke en pind og når jeg strikker 2. pind tæller jeg 59 m og sætter selvfølgelig markøren??

Mvh Heidi

Hej Irene!

Jeg skal i gang med et sjal, og det er jeg ikke bekymret over. MEN - når jeg kigger på mønsteret - som er på 146 pinde på pind nr. 5 - så optræder der nogle "grå" felter mellem f.eks. to mønsterrapporter - og der står: ingen masker. Hvordan skal jeg forstå det, når jeg sidder der med over 400 masker på rundpinden. Når der "ingen masker" er, skal jeg så bare strikke videre i den næste rapport?? Der er ingen brugbar forklaring - og jeg er tidligere stået af på sådan en opskrift - men nu VIL jeg lave det sjal!!

Mange hilsener Jytte

Profile picture for user KnittingDane
Permalink

Som svar til af Jytte Høj Hammer (ikke efterprøvet)

Ja de grå (nogle gange sorte) felter betyder, at der ikke er en maske i det felt. Du skal bare hoppe direkte videre i diagrammet og lade som om feltet ikke er der. De grå felter er indsat fordi der er færre masker på pinden end den forrige. Ved at indsætte de grå felter bliver diagrammet som regel lettere at overskue.

Jeg skal i gang med at strikke et sjal, og i diagrammet står der at der strikkes to trekanter. Diagrammet viser kun det ene, så jeg skal gentage diagrammet til den anden side. Her stiger min hjerne af. Det er et Islandsk sjal. Margrét sjal.

Håber du kan hjælpe mig her. God nytår

Profile picture for user KnittingDane
Permalink

Som svar til af Karin Sneevang (ikke efterprøvet)

Hej Karin

Godt nytår til dig også. Jeg vil tro at der menes, at du blot skal gentage diagrammet to gange :)

I diagrammet er der flere halt sorte firkanter, og der står at man skal gøre følgende:

INGEN MASKE SPRING DENNE RUDE OVER.

men der er jo en maske, så hvordan springer man bare den over?

Håber nogen ved det!

Profile picture for user KnittingDane
Permalink

Som svar til af Hanne (ikke efterprøvet)

De sorte felter betyder, at der ikke er en maske i det felt. Du skal bare hoppe direkte videre i diagrammet og lade som om feltet ikke er der. De sorte felter er indsat fordi der er færre masker på pinden end den forrige.

Ved at indsætte de sorte felter bliver diagrammet som regel lettere at overskue.

Hejsa og 1000 tak for en kanon side som jeg tit benytter.

Jeg strikker trøjer med norsk mønster, men har til nu kun lavet dem med knapper foran.

Nu er jeg i gang med en sweater, og jeg kan ikke, i mønstret, se hvor selve mønsterstrikken starter. Er det i starten af ryggen eller i starten af et ærme? Eller ??

Man vil vel altid kunne se hvor det starter og slutter i det færdige resultet?

Mvh Karin

Profile picture for user KnittingDane
Permalink

Som svar til af Karin Strandby (ikke efterprøvet)

Hej Karin

Det burde være beskrevet et sted i opskriften. Det vil være forskelligt fra opskrift til opskrift.

Jeg er i gang med at strikke en trøje oppefra og ned med norsk mønster. Omkring 1. maske er der en forskydning. Jeg kan læse mig frem til at man kan gøre noget ved det når man strikker striber ved at tage masken neden under med op, men jeg kan ikke få det pænt omkring et mønsterdiagram synes jeg.

Kan man gøre noget for at der ikke ses forskydning, men at det ser pænt ud?

Profile picture for user KnittingDane
Permalink

Som svar til af Loui (ikke efterprøvet)

Jeg ville blot følge mønsteret. I mønsterdiagrammet ændrer mønsteret sig jo oftest fra pind til pind. Ved striber kan man forskyde for eksempel i bredden. Det går ikke ved mønsterstrik

Hej :) Jeg strikker ærmer i sildebens mønster og skal tage ud i ærmesømmen på hver side af omgangen. Jeg kan bare ikke få mønstret til at gå op. Det forvrider hele mønstret - på hele omgangen og det forstår jeg ikke helt, hvordan jeg undgår. Ifølge opskriften skal jeg tage ud hver 5. omg og strikke nye m med i mønstret efterhånden. Kan SU evt hjælpe med at gøre det tydeligere hvordan jeg undgår at mønstret bliver helt skævt?

Mv Rie

Profile picture for user KnittingDane
Permalink

Som svar til af Rie (ikke efterprøvet)

Hej Rie

Her gælder det om at holde tungen lige i munden og afkode mønsteret. Jeg gætter på, at meningen er, at du skal begynde en maske tidligere på grund den ekstra maske fra udtagningen. Dvs at udtagningen nok ikke er tegnet ind i diagrammet. Hvis der fx er 6 masker i diagrammet som gentages og du plejer at starte med 1. maske, så skal du efter en udtagning begynde ved 6. maske og herefter starte forfra (den 6. maske er den ekstra). Efter to udtagninger, vil du skulle starte ved 5. maske.

Håber det var til at forstå :)

Jeg har forsøgt at strikke efter diagram tusind gange. Der går altid kludder i det på et tidspunkt. Jeg bruger post its og sætter maskemarkøre efter hver rapport. Alligevel bliver det skævt/ mønstret bliver uens. Hvad kan jeg gøre for at få det til at lykkedes?

Profile picture for user KnittingDane
Permalink

Som svar til af Liv (ikke efterprøvet)

Hej Liv

Det bedste råd jeg kan give dig er at alliere dig med en strikkeklub og få førstehåndshjælp. Nogle udfordringer er nemmest når man sidder to og to og kan følge arbejdet fra maske til maske :)

Tilføj kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Søger du en specifik strikketeknik, så prøv søgefunktionen.