PaaPinden.dk

Hvorfor strikke? Ja hvorfor egentlig ikke?
  • English
  • Dansk

Strik til baby

Så døde barnevognen definitivt

Posted by KnittingDane on lør, 2012-06-02 14:52
Hjemmestrikket barnevogn - nu død

En sorgens dag - eller noget...

Nu er den i hvert fald definitivt død, barnevognen. To meter før jeg nåede min havelåge efter dagens indkøbstur knækkede styret på den overfyldte vogn. Forståeligt nok i betragtning af, hvor hårdt læsset den har været gennem tiderne. Jeg læste engang en brugsvejledning på sådan en fætter, hvor de skrev max 15 kg? Hvad regner de lige med!?

Her hjemme er barnevognen det primære transportmiddel, da vi ikke har bil. Derfor bliver vi også nødt til at benytte den til indkøb. Og med en familie på fem stykker, så er det ikke så lidt, der skal slæbes med hjem. Når barnet i sig selv vejer 10 kg, er der næppe plads til meget indkøb. Ifølge 'brugsvildledningen' vil vi for eksempel kunne tage 3 liter mælk, 2 kg mel og barn med hjem på en gang? Ikke nemt når jeg som hovedregel altid køber minimum 4 liter mælk af gangen og gerne 5.

Reparation af Thoras blebukser

Posted by KnittingDane on ons, 2012-05-30 00:30
Reparation af Thoras blebukser

Så fik yngstebarnet alligevel slidt sine blebukser igennem inden hun voksede ud af dem. Heldigvis var det blot kanten, der var slidt igennem, så de kunne reddes. Artesano-garnet jeg havde brugt var nu heller ikke det mest slidstærke, men en gang i mellem får lækkerhedsfaktoren altså lov at toppe slidstyrken.

Garnrester til reparation havde jeg ikke mere af, da de sidste rester blev brugt til en matchende top - men egentlig gjorde det ikke så meget, for bukserne var strikket halvlange, så jeg kunne bare droppe et fag af ribben, så vi endte med et par shorts.

Vendbar - en cardigan eller to

Posted by KnittingDane on fre, 2012-01-20 23:16
Vendbar cardigan

Så fik jeg strikkeopskriften til Vendbar færdig. Og en hel masse flere billeder er taget til samlingen.

Opskriften på Vendbar kan I finde her

Som I kan se på billederne herunder er denne cardigan vendbar, så der er ingen ret- og vrangside. Cardiganen strikkes ud i et. Garnet brydes kun under ærmerne, da disse skal lukkes med maskesting. På bærestykket strikkes oppefra og ned, mens resten af kroppen strikkes på tværs af normal strikkeretning.

Her en stak billeder.

Så nydes juledagene i fulde drag

Posted by KnittingDane on søn, 2011-12-25 20:02
Bekymring over spillets gang

Fatters gave er straks taget i brug og alle ser yderst tilfredse ud. Jeg lister mig uden om deltagelse, da jeg så kan snige mig til at strikke en pind på min cardigan i ny og næ, når yngstemusen ikke lige skal underholdes. Jeg pt. i gang med en cardigan til mig selv, som har ligget i kurven meget meget længe. Jeg er ved at afslutte det første ærme og mangler så blot det sidste. Den er strikket i glatstrik, så den har været noget kedelig at strikke. Til gengæld er den god at have til lidt tv-strik, hvor der ikke skal følges mønstre. Desværre er det så også en jeg ikke kan bringe med mig ud af huset, da jeg strikker med to tråde direkte fra to store kegler. Det har gjort processen yderligere langtrukken, da jeg som regel strikker mest på ture ud af huset.

Indledningsvis ser tøserne noget bekymrede ud over spillets gang.

Thoras helt egen 'vendbar'

Posted by KnittingDane on fre, 2011-12-16 17:08
Thoras helt egen vendbar

Her strikkes lange baner.

Jeg fik en hel del henvendelser på Ragnas vendbare cardigan og er derfor endelig kommet i gang med at skrive en opskrift til den. Her er første teststrikning - en 'Vendbar' til yngstebarnet. Imens arbejdes der videre på en strikkeopskrift.

Samtidig nærmer julen sig og der flettes julehjerter på matriklen.

Storetøsens første julestjerne så dagens lys (eller rettere mørke) i går, og stolt det var hun i hvert fald. Nu pryder den vinduet sammen med musetrapper og andet hejs.

Hvoraf jeg da vist har glemt at hænge halvdelen op, kommer jeg pludselig i tanke om! Hmm mon ikke vi overlever.

Thoras Top - en opskrift undervejs

Posted by KnittingDane on tor, 2011-01-27 22:47
Thoras Top

Denne top har været undervejs et godt stykke tid efterhånden. Det tager jo lidt tid, hvis der skal skrives en ordentlig opskrift samtidigt med, at der strikkes og tilpasses og fotograferes.

Her modellen

Toppen er strikket uden en eneste vrangmaske - det går hen og bliver en hel udfordring, når først jeg sætter mig i hovedet ikke at strikke vrang. Og selvfølgelig er der et minimum af ender der skal hæftes.

Sokker til mindstemusen

Posted by KnittingDane on tor, 2011-01-27 21:47
Thoras sokker

Ja de små vokser jo alt for hurtigt, og restegarn har jeg nok af - så her er et par sokker til Thora.

Sokkerne er strikket på pind 2 ½ - maskefastheden kender jeg ikke, da jeg bare har grebet ned i garnresterne og taget hvad der nu så fint ud. Og ja - jeg elsker farver, og ja - det er meningen at der skal være en af hver - det er jo rester...

Jeg vil også!

Sokken er strikket til mindstemusen på 5 måneder. Den fulde længde af sokken er 10,5 cm.

Sokkerne er strikket således:

Sider

Abonnér på Strik til baby