Jeg kunne selvfølgelig ikke lade mine kastanjer være i fred. Så her er de igen - nu med kastanjeslanger i gang med at fortære kastanjerne.

Manden kiggede noget misfornøjet på mig, da jeg pludselig ikke var i gang med at strikke på hans trøje længere. Men altså - man bliver da nødt til at have flere projekter i gang på en gang, ikke sandt?!

Jeg nåede også forbi husflidsudstillingen i dag. Ihh hvor var det skønt at få lov at prøve at dreje træ igen. Jeg er helt klart blevet bidt af en gal drejer igen.
Må . have . mere . tid ...
-----------------------------
Jeg glemte vist lige en sådan gør du, så her kommer den:
Du skal bruge
Kastanjer, syl, en knap pr. slange, garn til kastanjerne, hæftenål, garn til slangerne, øjne, strikkepinde (jeg brugte str. 3 ½ mm)
Sådan gør du
- Sæt en knap fast i enden af et stykke garn ( = kastanjegarnet). Bor hul i en stak kastanjer med en syl. Med en hæftenål trækkes kastanjerne på garnet, således at de hænger med knappen som bundstop. Når du har de kastanjer du ønsker, lægges arbejdet til siden.
- Herefter strikkes en hestetømme over 4 masker i ønsket slangelængde.
- Når hestetømmen er nået ønsket længde, tager du ud mellem alle maskerne på en omgang, så du har 8 masker. Jeg tager ud med løkkeopslag. Fordel dem på strømpepinde eller rundpind med den magiske løkke.
- Strik en omgang ret, og tag herefter igen ud mellem alle maskerne, så du ender med 16 masker i alt. Strik ret til hovedet er stort nok til din øverste kastanje på kastanjegarnet (Prøv undervejs). Luk herefter af og bryd slangegarnet.
- Tag kastanjerne frem igen. Før nu hæftenålen med kastanjegarnet op gennem hestetømmen fra hovedenden. Slangens hoved trækkes ned over øverste kastanje og garnenden fra slangen hæftes langs aflukningskanten, således at den strammes til under kastanjen. I den anden ende trækkes kastanjegarnet ud gennem hestetømmen og der bindes en lille løkke, som kastanjeslangen kan hænge i.
- Sæt øjne på og hæng kastanjeslangerne op.
Seneste kommentarer