Jeg har jo et par bøger om strik og garn - ikke så mange som man måske kunne forestille sig, men dog en del alligevel.
Dette er min Knitter's Book of Yarn (strikkerens bog om garn), som jeg i dag gerne vil give et par ord med på vejen.
Bogen er købt på www.amazon.co.uk, hvor jeg køber hovedparten af mine engelske bøger. Danske strikkebøger låner jeg ofte mig til på biblioteket for at finde ud af om jeg vil have bogen eller ej, men når det drejer sig om engelske bøger, kan det oftest slet ikke lade sig gøre. I stedet finder jeg så bøgerne på Amazon.co.uk og får dem sendt hjem fra England. Jeg bestiller ikke fra .com siden, da man så risikerer at skulle betale told og fortoldningsgebyrer med mere.
Bogens fulde titel: The Knitter's Book of Yarn
- The Ultimate Guide to Choosing, Using, and Enjoying Yarn
Forfatter: Clara Parkes
Jeg købte bogen, fordi den går i dybden med de forskellige garntyper, og er der en ting jeg elsker, så er det at nørde i dybden.
Første del af bogen gennemgår de forskellige kvaliteter af garn, hvordan garnet er forarbejdet, spundet, farvet etc., samt hvordan man finder det rette garn til sit projekt og hvordan du vurderer det garn du har i hænderne. Sidste del af bogen er krydret med opskrifter til de forskellige typer garn.
Bogen er nem at læse, selv om jeg dog måtte have ordbogen frem af og til for at få den fulde betydning af nogle af de mere specifikke fagtekniske termer. Men det var klart besværdet værd. Jeg har fået en meget bedre forståelse af de forskellige garner der er på markedet efter at have læst denne bog.
Opskrifterne har jeg endnu ikke fået brugt, selv om der er en del, jeg længe har haft planer om at strikke.
I dag bruger jeg bogen som opslagsværk og har ingen planer om at skille mig af med den. Det er en af de bøger jeg hiver frem igen og igen.
Clara Parkes har også skrevet The Knitter's Book of Wool
, som jeg selvfølgelig også har investeret i. Den er endnu mere nørdet, da den ikke spreder sig ud over alle garntyper, men kun drejer sig om uld. Så foretrækker du uld, er det alle tiders uldnørdebog.
Mere om den bog senere.
Seneste kommentarer