Vores årskort til zoo udløber snart, så det blev udnyttet måske for sidste gang i denne weekend. Vi kommer alt for sjældent af sted trods vores årskort, men vores dage og weekender har været fyldt rigeligt op pga. den kommende flytning. Så fred være med det.
På grund af vejrudsigten tog vi afsted lørdag, hvilket jeg er pænt glad for nu, hvor jeg sidder og kigger udi haven, hvor regnen siler ned. Det blev til to byger undervejs i går - en på vej derhen - og en da vi skulle hjem. Det var lige til at overleve frem for heldagsregn.
Og sørme om dagen ikke også bød på en glædelig overraskelse for mor her. De havde jo stillet uld, kartere og håndtene frem i læssevis, så jeg måtte da lige hen og se hvad det var for noget. Ganske som jeg formodede, kunne vi få lov at spinde med uld fra zoo. Der var kaninuld, kameluld og fåreuld. Desværre ingen moskusuld, men mon ikke der er nogle heldige gæster, der snarligt får lov at prøve det. I hvert fald samler de uld derovre nu, hvor moskusokserne fælder, blev jeg fortalt.
Men anden uld er nu heller ikke at kimse af. Her er en kurv fuld af kameluld.

Fåreulden luftes.

Først skal der kartes - jeg havde så travlt med at spinde, at jeg først glemte alt om at karte :tihi:

Så er det godt vi har yngstebarnet med, for så kan hun huske at karte mor.

Og så skal der spindes - jeg kastede mig straks over kamelulden. Ser vist en smule koncentreret ud her.

Her har storetøsen kastet sig over kaninuld blandet med lidt fåreuld. Hun skal nok blive en god spinder en dag.

Og den stolte spinder med det færdige resultat.

Teknikken er ikke glemt - men der er bestemt plads til forbedringer. Jeg blev helt bidt af det igen, så håndtenen bliver uden tvivl hevet frem af gemmerne igen, når jeg finder tid.
Seneste kommentarer