Ja, du læste helt rigtigt. Jeg har strikket bind - som i hygiejnebind. Sådan nogle os kvinder bruger den der tid på måneden ik'.

Det hele begyndte med, at Maria Albertsen og Sidsel Rudolph fra Danmarks Designskole kontaktede mig i begyndelsen af januar. I et INDEX projekt i samarbejde med UNICEF har de lavet et koncept, som handler om, at lave strikkede genanvendelige hygiejnebind til piger i tredjeverdenslande. Gennem projektet Knitting For Education, har de udviklet et Knit Kit, som skal udruste kvinder i tredjeverdenslande med de fornødne remedier til at fremstille deres egne hygiejnebind. Du kan se mere om projektet i denne video.
[VIDEO IKKE LÆNGERE TILGÆNGELIG]
For at skabe fokus og debat på området herhjemme og biddrage med en synlig kommentar til brug-og-smid-væk-kulturen, har Sidsel og Maria blandt andet taget kontakt til undertegnede, for at se mit bud på et strikket bind anno 2011.
Sådan en udfordring kan jeg jo ikke takke nej til, så jeg måtte straks i gang. Da jeg jo allerede bruger genanvendelige bleer til min datter, ligger tanken om genanvendelige bind ikke langt fra mit sind. Jeg grublede dog en smule over, hvordan jeg dog skulle få dem tætte, når nu de skulle strikkes. Heldigvis viste det sig, at var der dømt frit spil i forhold til materialer, form, farve etc., så jeg kunne benytte mig af fleece som barriere. Det lettede en del, da fleece kan smides i vaskemaskinen uden bekymringer om at materialet skulle filte, som ved uld. Fleece er da også det materiale, der benyttes til nymodens stofbind, som normalt er syet og ikke strikket.
Her lidt mere info om materialer og form. Opskriften kan findes her Hygiejnebind by PaaPinden.dk.
Materialer
Jeg har valgt at benytte bambusgarn, som det øverste lag mod huden. Bambusfibrene er antibakterielle og absorberer væde godt. Garnet lader huden ånde samtidigt med, at det føles det køligt mod kroppen på en varm dag. Da fibrene er antistatiske klæber garnet ikke mod huden. Sidst men ikke mindst filter bambusgarn ikke, som uld ville gøre ved en kogevask i vaskemaskinen.
Under det strikkede bambusgarn, ligger et sugende lag af flonel og et af hampstof (gamle rester fra blesyning). Disse to lag fungerer som sugemateriale.
Som barriere, der skal sikre at intet går igennem, har jeg valgt fleece, der også anvendes som barriere i bleverdenen. Hermed bliver tykkelsen af bindet også minimal.

Form, farve og struktur
Formen er som et ganske almindeligt vingebind. Det er dem jeg altid selv har været mest tilfreds med, så det så jeg ingen grund til at ændre på. For at vingerne kan blive så tynde som muligt, består de alene af fleece. Lukningen er lavet med plasttrykknapper.
Farven var lidt tricky. Mine strikkeprøver var i limegrøn, men bare tanken om, hvordan det ville se ud i brug stoppede mig fra at benytte den farve til de færdige bind. I stedet valgte jeg en lilla og en pink, da de harmonerer bedre med formålet.
Den strikkede del er strikket i glatstrik for at få så glat en overflade som muligt. Kanten er i retstrik for at undgå en rullende kant.

Og ja – de skal da prøves. Efter alle de strikkeprøver jeg har været igennem før jeg nåede det endelige resultat, så glæder jeg mig nærmest - hvis man da kan det?!
Min ene søster tror vist jeg er blevet tosset, men det er jeg altså ikke - Jeg har nok nærmere altid været det...
Seneste kommentarer