Fandt du ikke hvad du søgte? Prøv her :

Loading
Du er her: Hjem > Bloggen PaaPinden.dk | 2011 - 01 - 03 - Et Möbiusbånd - en halsting af den moderne slags

|

Et Möbiusbånd - en halsting af den moderne slags

| 53 kommentar |

Denne her strikkede jeg til min ældste datter inden jul. Den blev ikke helt som hun havde forventet (den blev alt for smal), men den var sjov at strikke. Jeg sad mange gange og betragtede strikketøjet uden at strikke. Et [Möbiusbånd] er en af de her moderne halsting, en snoet cirkel, som man folder en enkelt gang og tager om halsen.

Her et mindre godt billede af resultatet fra bilen på vej mod jul i Jylland.

Nærmere forklaret er et Möbiusbånd et objekt, der kun har een overflade - og dermed kun en kant. Det vil sige, at der ikke er en retside og en vrangside på strikketøjet, men kun en side. Man strikker dermed opad og nedad på en og samme gang.

Prøv engang at se denne video, som også viser, hvad der sker, når du klipper et Möbiusbånd igennem.

Vil du selv prøve, så tag et stykke A4-papir og klip en lang strimmel af papiret, omtrent 4 cm bredt. Sno strimlen en halv omgang (som på videoen) og tape enderne sammen. Så har du et Möbiusbånd.

Det strikkede Möbiusbånd startes inde midt på båndet. Jeg slog op ved hjælp af Cat Bordhi's Möbiusopslag. Genialt!

Her slår man op, så der er masker i begge retninger. Ligesom [usynligt/midlertidigt opslag med restgarn], dog benyttes kablet som restgarn i stedet som vist på videoen. Når alle masker er slået op, vendes første opslag en halv omgang, og der strikkes herefter rundt og rundt og rundt og rundt.

Det magiske er så, at man, når man har strikket en omgang, ikke kun har strikket rundt i en almindelig cirkel med et opslag i bunden. Nej , man har i stedet strikket langs hele kanten rundt, dvs. både opad og nedad på en og samme gang - hvis der da var et op og ned på sådan et bånd. Dermed strikkes et Möbiusbånd fra midten og ud. Se bare her:

Endnu et dårligt billede - men jeg havde travlt med at strikke og kunne ikke vente på bedre lys. Prøv at følge den røde streg - den angiver maskerne på pinden. De mørkelilla masker i midten er opslaget.

Jeg vil også!!

Vil du selv strikke et Möbiusbånd, så skal du bruge en ekstralang pind. Jeg brugte 100 cm, men kunne snildt have brugt 120 cm. De 100 cm var meget klemt.

Jeg strikkede på pind 4½ i garn med en strikkefasthed på omtrent 17 masker pr. 10 cm og slog 220 masker op med Möbiusopslag (se video herover) - Her tæller jeg kun maskerne på øverste pind. Tælles begge sider med, er der 440 masker. Med strikkefastheden skulle det gerne give omtrent 65 cm når båndet ligger fladt på bordet, dvs. 130 cm hele vejen rundt (220 / 17 * 10 ~ 130 cm).

Så drejede jeg opslaget en halv omgang og strikkede således: 5 pinde ret, 5 pinde vrang, 5 pinde ret, 5 pinde vrang, 5 pinde ret.

NB! Læg mærke til, at det i bredden ikke bliver 25 rækker, men 2 x 25 rækker, da een omgang strikkes over alle 440 masker. Dermed strikkes både opad og nedad på hver gang.

Til sidst lukkede jeg af med vrangmasker.

Mit Möbiusbånd blev alt for smalt, jeg kunne snildthave strikket det i dobbeltbredde. Eventuelt tror jeg, at jeg vil vælge 10 pinde ret og 10 pinde vrang i stedet næste gang. Så trækker det sig ikke så meget sammen.

Deltag med en kommentar - 53 kommentarer indtil videre

Hvor ser det spændende ud, det må jeg have prøvet. Jeg kan bare ikke finde nogle lange rundpinde. De længste jeg finder er 80 cm, har du en idé til hvor man kan købe dem?
-og så er dine lange sokker også fantastisk flotte - hvor har du opskriften fra?
#1 - Tenna - 01/03/2011 - 20:58
De lange strikkepinde kan købes i de fleste garnbutikker både i den virkelige verden og på nettet.
De lange sokker er mine norske folkesokker. Du kan se dem blive til her http://www.paapinden.dk/blog/indlaeg.php?aar=2008&post=004 og en del indlæg frem til http://www.paapinden.dk/blog/indlaeg.php?aar=2008&post=009

De er fra bogen Folk Socks af Nancy Bush
#2 - Irene Birk - 01/03/2011 - 21:30
Möbius båndet
Læs også om Friederich Eschers Möbiusbånd.
Escher var Hollandsk matematiker, kendt for sine fantastiske universer: Vand der løber opad, trapper der fører op og rundt i en cirkel, metamorfoser, perspektivistiske billeder, rumstrukturer, umulige figurer. Meget af det med udgangspunkt i matematikens verden: www.mcescher.com
"At tegne er optisk bedrag."
#3 - mor - 01/04/2011 - 15:55
ja Eschers univers er fantastisk - jeg har altid elsket din Eschers bog :-)
#4 - Irene Birk - 01/04/2011 - 16:30
møbiusbånd
jag synes at de er så fint de vil jag gerne prøve men hvad har du brugt før st på pinne?og tak for alle fine ting du finner ud av som vi andre kan bruge.
#5 - barbro .nielsen - 01/05/2011 - 19:00
Jeg har da også helt glemt at tilføje pindstørrelse - det var 4 ½ (og jeg har nu tilføjet det i indlægget :-)
#6 - Irene Birk - 01/05/2011 - 21:46
Jeg er fuldstændig betaget... Jeg MÅ bare prøve at strikke et möbiusbånd. Hvor er det sjovt - og matematisk! Måske jeg skulle vise det til min datter, som muntrer sig med matematik og kemi på gymnasiet. Måske hun kunne bruge en smart halsvarmer? Tak for tippet.
#7 - Gitte - 01/06/2011 - 19:53
SÅDAN - et stk möbiusbånd færdig. Et rigtig morsomt lille projekt, som kommer til at hænge om teenagedatterens hals. Fra tidligere har jeg en 120 cm pind nr 5, som blev brugt. Garnet kunne nu godt have tålt en pind 6, men... Jeg tror, at jeg vil lave ét mere, men denne gang vil jeg udelukkende strikke ret, idet jeg tror, at möbiuseffekten på den måde bliver tydeligere.
#8 - Gitte - 01/10/2011 - 07:49
skønt :-D jeg skal helt klart også strikke flere og overvejer også glatstrikning :-)
#9 - Irene Birk - 01/12/2011 - 09:02
Jeg er helt vild med båndet og vil igang med det - og selvfølgelig helst i dag;-)
Jeg mangler bare at vide, hvormeget garn der skal til?

Tusind tak for al den hjælp jeg kan finde her hos dig. Det er blevet meget sjovere at strikke, når man får lært andet/mere end ret og vrang. Er jeg det mindste i tvivl om noget i en opskrift, kikker jeg bare forbi "PaaPinden.dk" og så får jeg svaret.

Hilsen Birgitte
#10 - Birgitte Glerup Holm - 01/15/2011 - 10:24
Tak for rosen :-)

Jeg vil mene at jeg fik brugt 100 gram, men jeg kunne snildt have brugt 200 gram eller mere.
#11 - Irene Birk - 01/15/2011 - 12:27
Møbius
Hejsa er vild med din side , Møbius er en lækker og sjov ting
men kan du fortælle mig om jeg gør en fejl : Jeg strikker kun ret men de nederste pinde bliver vrang , why??
#12 - Connie Nielsen - 02/23/2011 - 15:37
Det er helt korrekt - möebiusbåndet har kun en side og når du har strikket en omgang har du således strikket hele opslaget rundt.

Dermed strikker du både opad og nedad på en og samme omgang, og det som først var ret bliver til vrang når det pludselig er bagsiden man ser det fra og ikke forsiden (der er ingen forside og bagside, men kun een side) - det er ret fascinerende at strikke :-D

Prøv at lave et bånd med et stykke papir som videoen viser. Det giver et godt billede af hvad man sidder med :-)
#13 - Irene Birk - 02/23/2011 - 21:26
Møbius

Ja det forstår jeg godt men er Møbiussen glatstrikket på den ene side og vrang på den anden når det er færdigt , eller rettere kan man få det ens på den side man vender ud??
#14 - Connie Nielsen - 02/24/2011 - 01:59
Men det er jo lige netop det sjove ved möbius'en - man vender ikke den ene side ud og den anden ind. Der er kun 1 side. Derfor er det selvfølgelig en god ide at vælge et mønster som bliver ens på ret og vrangsiden
#15 - Irene Birk - 02/24/2011 - 10:34
luk med vrang masker
Hej Irene

Tusind tak for en fantastisk hjemmeside!!

Hvordan lukker man af med vrangmasker?, jeg er næsten færdig med Möbius båndet, det har været morsomt at strikke bestemt ikke sidste gang.

Venligst
Stine
#16 - Stine - 04/09/2011 - 14:45
Takker for rosen :-)
Du skal blot strikke vrang i stedet for ret og så ellers gøre det samme som ved almindelig aflukning http://www.paapinden.dk/strikkeguide/aflukning.php#almindelig
#17 - Irene Birk - 04/09/2011 - 19:50
Din instruktion på Möbius var let at følge og sjovt var det at se det vokse frem.
Irene EA
#18 - Irene E A - 05/17/2011 - 22:02
Möbiusbånd
Hej

Jeg faldt over Möbiusbåndet et andet sted og søgte i dag opskrift. Derved kom jeg til din blogg. Tak for de instruktive videoer. Jeg skal fluks igang med et Möbiusbånd, når jeg lige er færdig med en elefant, en dino og en sommerbluse, der har ligget alt for længe.

Venlig hilsen

Vibeke
#19 - Vibeke Larsen - 09/07/2011 - 09:58
Hej! Jeg er gået igang med sådan et halsrør, og vil gerne spørge dig om en pind er lig med en hel omgang? Altså om man strikker fx 10 omgange ret, 10 omgange vrang osv, over alle 440 masker?
#20 - Lone - 09/16/2011 - 14:37
Møebiusbånd.
Tak for et fantastisk ide,jeg er nu færdig med mit femte bånd.De første fire strikkede jeg i en tyk uldgarn men havde problemer med de krøb meget sammen,den sidste har jeg strikket i multi farvet strømpegarn på pind 3.5 forskudt 5 ret og 5 vrang og med 2 drejninger af båndet, synes den er blevet rigtig flot men måtte gerne have været lidt større i dia,det gør jeg ved den næste .Jeg havde 431masker,den blev ca.1m i dia.og 26cm bred brugte 100g.garn:-)
Venlig hilsen Betty
#21 - Betty - 09/17/2011 - 10:40
Hovsa - jeg kan se at her er et spm jeg helt har glemt at besvare.

@lone: Når man har strikket en omgang ret, så er det helt korrekt 440 masker der strikkes :-)

@Betty: sikke du får strikket :-) jeg må snart på den igen - jeg er aldrig nået til at strikke en til mig selv
#22 - Irene Birk - 09/17/2011 - 21:29
strikkepinde til Möbius
Jeg har oplevet at det er svært at finde de lange rundpinde - men her har jeg fundet et sted at handle http://nidaros-handel.dk
Venlig hilsen Poula
#23 - Poula - 09/18/2011 - 12:01
Jubiiii
Åhhh hvilken pragtfuld side jeg er havnet på her. Vil lade stort set alt ndet ligge, til jeg har prøvet dette her. Det ser fantastisk ud. Hvis jeg ikke finder pinden hos min søde lokale strikkedame, kan jeg helt sikkert finde den på Fanø i weekenden, som jeg også glæder mig helt vildt til. Har skyndsomst udbredt kendskabet til din hjemmeside på Facebook til alle jeg kender, som er strikkegale ligesom jeg. Hilsen Charlotte.
#24 - Charlotte Madsen - 09/20/2011 - 12:44
Tak for rosen - og del endelig løs :-)
#25 - Irene Birk - 09/20/2011 - 21:35
Størrelse?
Du skriver at du snildt kunne strikke det størrer næste gang. Mener du, at du også vil slå flere masker op?

Er det tyndere garn skal der vel også flere masker til
KH Bente "Nystartet strikker"
#26 - Bente Jensen - 09/22/2011 - 16:10
Det blev alt for smalt, så jeg ville blot strikke nogle flere pinde. Antallet af masker var fint så vidt jeg husker :-)
#27 - Irene Birk - 09/22/2011 - 16:12
Tak for en god forklaring angående møbius. Den kunne selv jeg forstå :-).

Du har vel ikke en ide til et hulmønster der bliver pænt på begge sider, og hvor man også godt kan se at det er en møbius der er strikket.
#28 - Lotte - 10/05/2011 - 21:42
@Lotte: Ikke lige på stående fod - har du prøvet at kigge på www.ravelry.com
#29 - Irene Birk - 10/09/2011 - 11:22
Möbiusbånd
Hej Irene

Jeg er nu i gang med Mobius bånd nr 2. Det første strikkede jeg ret på pind 6 og tanken var en halsedisse, men da det rullede sig ret kraftigt, blev det i stedet for et dejligt pandebånd til mine desværre meget sarte ører. Nr 2 er også på pind 6 i uldflamé, og denne gang i perlestrik (2r, 2vr). Det skal så blive halsedissen - tror jeg.:-D

venlig hilsen og mange tak for en rigtig god blogg, som vi har meget fornøjelse af på mit arbejde, hvor vi er en håndfuld strikkere.

Vibeke
#30 - Vibeke Larsen - 10/20/2011 - 07:20
:-D
Hej Irene

Möbius bånd nr 2 i perlestrik blev til en fin pelerine (skuldervarmer/sjælevarmer.
Perlestrik virker perfekt i Möbius, netop fordi der ikke bliver ret op og vrang ned ( eller omvendt)
Alletiders:-D

Venlig hilsen

Vibeke
#31 - Vibeke Larsen - 11/08/2011 - 16:37
God ide med perlestrik. I det hele taget er det en god ide at vælge et mønster, der er ens på begge sider til et möbiusbånd. Her er damaskmønstre ofte et godt valg, da de ofte er ens på begge sider http://www.paapinden.dk/moenstre/ret-og-vrangmoenstre.php
#32 - Irene Birk - 11/09/2011 - 10:47
hjælp
jeg har lidt svært ved at se hvor bredt det skal være, har du en mening om det:)
#33 - sonja - 11/21/2011 - 17:53
bredde
Det er svært at sige noget specifikt om bredden da det kommer helt an på hvad den skal bruges til. Strikkes den meget bred kan man bruges som halstørklæde der kan trækkes op over hovedet. Strikkes den smal kan den bruges som et smalt halstørklæde
#34 - Irene Birk - 11/21/2011 - 18:02
hjælp med pinde og hvor mange masker
hy, super fed hjemmeside.. jeg er nybegynder i at strikke, men vil gerne prøve det her.. men hvor lang skal rund pinden være? den længeste jeg har fundet er 80 cm. tror jeg nok han sagde.. også tænkte jeg på, at du sage du havde slået for lidt masker op.. vis man tæller dem der er overs på pinden når man skal slå op, hvor mange skal jeg så slå op??
håber viskelig du kan hjælpe mig, vil så gerne lave sådan et :)
#35 - annika alstrup - 12/01/2011 - 16:18
Tark :-D

Jeg mener at en pind på 120 cm er det bedste. 150 bliver for langt og 100 er for kort, så vidt jeg husker.
Jeg er ikke sikker på at jeg forstår spørgsmålet om opslaget? Jeg havde så vidt husker det rigtige antal masker, men skulle have strikket nogle flere pinde i stedet, så det blev bredere. Antallet af masker giver omkredsen, hvor antallet af pinde giver bredden
#36 - Irene Birk - 12/03/2011 - 23:13
så skal jeg i gang :)
oki mange takker.. tror det er nok hjælp :) så vil jeg gå i gang med at se om jeg kan gøre det :) glæder mg vldt, til dette..
MVH Annika
#37 - annika alstrup - 12/04/2011 - 09:29
Super site!
Det var helt tilfældigt, jeg fandt denne hjemmeside, men siden har jeg besøgt den rigtig mange gange. Jeg strikker meget, men er bestemt ikke glad for at hækle, så jeg glemmer, hvordan de forskellige masker laves, men til nu har jeg fundet svar her.:-D

Det er første gang, jeg ser Möbius, det skal bestemt prøves.:-)

Tusinde tak for en fantastisk side!
#38 - Grete - 01/16/2012 - 12:49
Hvad menes der med drejninger og det første opslag vendes en halv omgang. ?
Det er ellers spændende at strikke. ;-) hvis jeg har gjort det rigtigt. spændt på at se det færdigt, regner i med sådan 20 cm i bredden ?
#39 - Yvonne Olsen - 01/27/2012 - 21:56
du er velkommen Grete og mange tak for rosen :-)

@Yvonne: det med drejningen af opslaget er nemmest at se på videoen. Opslaget drejes en halv omgang så det vender på hovedet når første omgang begyndes
#40 - Irene Birk - 01/27/2012 - 23:21
TAK FOR SVAR, TROR JEG HAR ALVET DET RIGTIGT, DET SER SÅDAN UD;-)
Jeg blev bare i tvivl, da jeg så læste om en der havde 2 dregninger ? hvad mens der så med det. ?

Jeg er ikke så øvet en strikker, men prøver da. Jeg har lært meget af denne side, så bliver det lidt sjovere når man forstår opskrifterne.

Har du overvejt en god opskrift på en mary hue. ?:-D
#41 - Yvonne Olsen - 01/28/2012 - 14:39
Hvis det er drejet to gange får man en to twist på cirklen i stedet for et
#42 - Irene Birk - 01/29/2012 - 12:41
et stk. möbiusbånd færdigt.
:-D:-D


Jeg brugte 100 g, men det måtte godt have været lidt bredere og måske en anelse kortere i omkreds. 220/440 masker på pind 5 og 120 i længde.Jeg strikkede kun ret, og det gav et godt intryk, da det var vrangpindene der kommer frem, det ruller dog ogå meget.
Går da igang med et nyt i en lækker let uld. :-)
#43 - Yvonne Olsen - 01/29/2012 - 14:00
Hej
Skal til at lukke mit første möbiusbånd af. Jeg er SÅ spændt :-)
Men hvorfor har du lukket af i vrang? Jeg har strikket alle omgange ret. Skal jeg så alligevel lukke af i vrang?
#44 - Susanne - 02/05/2012 - 23:21
nej så ville jeg blot lukke af i ret :-)
#45 - Irene Birk - 02/07/2012 - 22:29
Møbius
Jeg har prøvet at strikke et møbius bånd og havde kun en pind 3 der var 120 lang. Jeg strikkede det med 120 masker og lavede det 20 cm bred. Men det blev kun 40 cm lang skal jeg tage dobbelt masker hvis jeg vil have det 80 cm lang? :-)
#46 - Bettina - 02/24/2012 - 13:45
Jo det vil jeg mene burde passe så :-)
#47 - Irene Birk - 02/24/2012 - 17:21
BØLGEMØNSTER
Hej...

Jeg vil først sige mange tak for dine godesider herpå, jeg fortæller alle jeg kender om dem...
Dernæst vil jeg gerne vide hvor mange masker og hvordan du startede på bølgemønsteret i din møbius... Jeg har prøvet flere gange det bliver ganske forfærdeligt at se på, på mit ligger omslagene ovenpå på hinanden og er ikke forskudt på de første 2 mønstre i midten... Jeg har prøvet flere gange, men kan ikke gennemskue det.... Så hjælp mig:-O:-)
Hilsen Ruth
#48 - Ruth - 03/16/2012 - 23:43
Tak for rosen :-)
Du kan opskriften på möbiusbølgen her http://www.ibirk.dk/index.php?patt=14
mvh Irene
#49 - Irene Birk - 03/17/2012 - 11:45
HÅBER
Hej igen i dag....
Jeg mente mskeantallet og hvilken pind der skal startes med, mønstret går jo over 8 pinde....Fremgangs måden til bølgen har jeg... Jeg kan bare ikke få det til passe og det ser forfærdlg ud... i midten er omslags pindene lige over hinanden.... Kan du hjælpe mig med det?????
Mange venlige hilsener Ruth:-)
#50 - Ruth - 03/17/2012 - 15:28
Jeg må stadig henvise til opskriften http://www.ibirk.dk/index.php?patt=14 . Der står maskeantal til flere størrelser og hvordan det hele kommer til at passe sammen. Det er jo netop for at hjælpe gennem mønsteret, at jeg har skrevet opskriften.
#51 - Irene Birk - 03/18/2012 - 11:05
Jeg opgiver.... Kan ikke få noget mønster og fremgangs metode frem...Tillige er jeg meget dårlig til Engelsk, hvad jeg kan få ud af det skal man købe opskriften som er Engelsk og jeg har heller ikke noget kredit som der passer dertil... Så ikke nogen møbiusbølge til mig:-(
#52 - Ruth - 03/18/2012 - 12:19
Køber du opskriften får du den på både dansk og engelsk. Hvis du kommer ind på den engelske side via linket, så skal du blot klikke på det danske flag. Betalingsmetode er med dankort, ellers er du meget velkommen til at skrive en mail. Vi kan sagtens finde ud af noget med en bankoverførsel.

mvh Irene
#53 - Irene Birk - 03/18/2012 - 12:35
Navn
E-mail (vil ikke blive vist online)
Hjem
Titel
Kommentar
;-) :-) :-D :-( :-o :-O B-) :oops: :-[] :-P
For at forhindre automatiske spam-robotter i at spamme kommentarformularen, bedes du venligst skrive den tekst du kan se på billedet herunder i feltet under billedet. Din kommentar kan kun blive godkendt, hvis den indtastede tekst matcher billedteksten. Din browser skal understøtte og acceptere cookies for at din kommentar kan blive verificeret korrekt.
captcha »
This comment form is powered by GentleSource Comment Script. It can be included in PHP or HTML files and allows visitors to leave comments on the website.

Velkommen til bunden af PaaPinden.dk

Nåede du helt her ned, uden at finde hvad du søgte, så fortvivl ej.
Prøv denne søgefunktion, som søger efter resultater kun på PaaPinden.dk's sider

Loading

Vil du søge efter garn eller andet på hele internettet, kan du anvende denne søgefunktion:

Loading

Er du på Facebook, kan du få opdateringer fra PaaPinden.dk her. Jeg værdsætter alle likes (syntes godt om'er)

Tak for besøget og god strikkelyst

Kom glad tilbage en anden gang

Sidst opdateret: 29-nov-11
Copyright © 2007-2012 PaaPinden.dk